Ekko fra middelalderen
I et naturskønt område mellem Farum og Slangerup ligger de velbevarede rester af et fæstningstårn
fra den
tidlige middelalder. Her kunne man holde øje med, hvem der færdedes på Mølleåen og kontrollere trafikken
mellem Roskilde og Helsingør.
Af Elisabeth Lumby
Artikel bragt i Berlingske Fredag den 4. januar 2008.
Vest for Farum, på nordbredden af Bastrup Sø, ligger ruinen af et tårn, der blev opført i første halvdel af 1100-tallet. Med sin seks meter tykke mur er Bastrup Stenhus ikke alene det stærkest befæstede tårn fra den tidlige middelalder, det er også resterne af den ældste verdslige bygning, vi kender i Danmark, bygget af frådstenskvadre omkring en kerne af kampesten ligesom de første kirker.
Den cirkelrunde ruin, der som en vikingeborg knejser på en bakke højt over søen, har en udvendig diameter på 21 meter, og man regner med, at tårnet har været mindst to stokværk højt, og at man er kommet ind i tårnet ad en udvendig trappe til andet stokværk.
Vi ved ikke så meget om Bastrup Stenhus eller Bastruptårnet, som det også kaldes. Men det er nævnt i 1107 i et brev fra kong Niels til Ebbe de Bastetorp, også kendt som Ebbe Skjalmsen, der var på Svends side i arvefølgestriden mellem Svend, Knud og Valdemar, hvor Knud blev slået i et stort slag ved Slangerup lige i nærheden i 1146.
»Fra tårnet har Ebbe kunnet holde øje med, hvem der færdedes på Mølleåen, som Bastrup Sø er kildesø for,« fortæller skovfoged Jens Nielsen fra Skov- og Naturstyrelsen.
Da jorden i 1894 blev gravet ud af ruinen, fandt man en del sølvmønter fra Valdemar den Stores tid (1157-1182), og der er ingen tvivl om, at Bastruptårnet har haft stor betydning i den kæde af befæstninger, der kontrollerede vejen mellem Roskilde og Helsingør. He, mellem Bastrup Sø og Buresø, hvor der også lå en fæstning, var en af de få muligheder for at komme på tværs af ådalen.
Formet under sidste istid
Hele området er formet af en smeltevandsflod under sidste istid, der har dannet høje bakker, tunneldale og en perlerække af små og større søer, skove, moser og enge.
»Allerede i 1930erne opstod tankerne om at gøre landskabet mellem Farum og Slangerup til en naturpark. I dag er det meste Natura 2000-område og fredet og store dele af området udpeget som geologisk eller biologisk interesseområde og som EU-habitatsområde, bl.a. for salamandre,« siger Jens Nielsen.
Der er lavet en dejlig spadsere- og cykelsti, der bl.a. går langs Bastrup Sø og forbi Bastrup Stenhus, og Jens Nielsen anbefaler en frisk tur, hvor man tager bus 334 fra Farum Station mod Stenløse, står af ved Gedevasebro og går de ca. seks kilometer til Bastrup Sø lands med Mølleåen. På tilbagevejen går man 1,5 kilometer op til Slangerupvejen ved Lynge, hvorfra man kan tage bus 335 eller 308 til Farum Station.
Sten på 60 ton
Vi fortsætter til Ganløse Eget, en urørt overvejende løvskov med flere dybe hulveje, der går ned til de vadesteder, man måtte benytte i tidligere tider, da vandstanden var højere, end den er i dag.
Herinde ligger vandreblokken Myrestenen, en kæmpe gnejssten på 60 ton, der dækker 16 kvadratmeter, og som isen har ført med sig fra Skandinaviens grundfjeld. Den er Nordsjællands største sten, og på oversiden er der en snes små fordybninger, såkaldte skåltegn, fra bronzealderen.
»Det er helleristninger, der har haft en form for rituel og måske astronomisk betydning,« siger Jens Nielsen.
I nærheden, oppe på en bakke, er der en anden kæmpesten, den såkaldte Rokkesten, der er brugt som dæksten i en langdysse fra ca. 3.500 før vor tidsregning.
På grænsen af Ganløse Egede i den del af skovene ved Buresø, der hedder Krogenlund, ligger Småsøerne med en stor mose, der ligesom Fureså, Farum Sø, Bastrup Sø og Buresø er en del af Mølleå-tunneldalen. Her er der om sommeren et væld af smukke og sjældne blomster, f.eks. kodriver og majgøgeurt, og man kan også være heldig at se en fiskeørn. I denne tid kan man opleve rådyr og måske se og høre rørdrummen.